Blogindlæg

Forbrugernes forsyningsdata rummer kimen til grøn omstilling i hverdagen

Et tidligt nytårsønske..

Forbrugernes forsyningsdata rummer kimen til en grøn omstilling i hverdagen

Vi fik et klimavalg til Folketinget og i starten af december fik vi en ambitiøs Klimalov. Ambitionen med Klimaloven er en reduktion af drivhusgasser med 70% https://kefm.dk/media/12965/aftale-om-klimalov-af-6-december-2019.pdf Opfyldelse af ambitionen kræver både en bred og en målrettet indsats. De vigtigste parter skal alle have mulighederne for at være med.

Vi er godt på vej med den grønne omstilling, så f.eks. vores energiforsyning baseres på grønne energikilder. FN’s verdensmål viser den samlede retningen for vores omstillingsproces. Vi er særligt udfordret på vores vandmiljø, energiforbrug, ressourceforbrug, transport m.v.. Der er masser, at tage fat på i kommunerne, industrien, landbruget, forretningerne, forsyningerne og ja – hos forbrugerne.

Vi er i den unikke situation, at forbrugerne gerne vil den grønne omstilling. Hvordan og hvad skal der til for at få forbrugerne spændt rigtig for processen?

Det er givet, at vi kommer et stykke på vej med filantropi, men det bærer blot ikke igennem hele vejen. Der skal være økonomi i både adfærd og investeringer for os.

Vores forbrug af vand, el og varme afregnes efter forbrug baseret på målere. Målerne har været under hastig udvikling. I dag er der faktisk målere hos forbrugerne, som kan levere rigtig gode data til, at vi kan træffe fornuftige beslutninger. Men – hvordan får vi forsyningernes data til at understøtte den grønne omstilling i hverdagen?

Virkeligheden er, at vi som forbrugere kun meget vanskeligt får adgang til disse data – vores data/mine data. Målerne findes, infrastrukturen findes, men der er barrierer, som vanskeliggør vores anvendelse.

I januar 2019 udkom anbefalinger fra Vækstteam for grøn energi og miljøteknologi ”Danmark som frontløber i den grønne omstilling”. https://em.dk/nyhedsarkiv/2019/januar/10-nye-anbefalinger-til-regeringen-der-skal-goere-de-groenne-danske-virksomheder-endnu-staerkere/ Vækstteamet peger på, at vi skal have en forbedret adgang til data, fordi de mange data kan bidrage til den grønne omstilling ved at styrke både interessen for forbrug, adfærd og beslutningsgrundlaget for investeringer i hjemmet.

Vi har brug for, at vi som forbrugere får nye services med afsæt i vores forbrug af vand, el og varme. Mange nye målere er på vej ind i vores hjem. De kan på forskellig vis bidrage til at understøtte en reduktion i ressourceforbruget.

Vækstteamet peger på barrierer for, at der kan udvikles nye services og forretningsmodeller. De vigtigste barrieren er knyttet til gældende lovgivning. En lovgivning, som bl.a. er til for at beskytte os som forbrugere.

Vækstteamet peger også på, at området rummer potentiale til en betydelig innovation og vækst.

Et tidligt nytårsønske til Folketinget

Den handleplan til Klimaloven, som laves i 2020 skal inkludere forbrugernes forsyningsdata. Vi har brug for, at forbrugerne får lettere adgang til egne data og bedre services til at trække for på den grønne omstilling.

Vi har også brug for, at ”slippe” forbrugernes data mere løs, så vi kan få udviklet de nye services. Den digitale grønne omstilling af vores data kræver, at der bliver fundet løsninger på de lovgivningsmæssige barrierer nu.